Aviserne skriver

Dagbladet Ringkøbing-Skjern d. 28/11 2009
(Tina og Willy gav Støttekoncert i Ringkøbing Kirke til fordel for Anker Fjord Hospice.)

Støttekoncerten var en stjernestund
”Duoen leverede en utrolig flot koncert”, understreger Vera Kristensen, formand for Støtteforeningen. ”Det var umådelig flot at høre og se de to spille sammen. Det var virkelig en optakt til advent, og International Hospicedag kunne ikke have været markeret flottere.”
_ _ _ _ _ _

Videbæk-Spjald Avisen d. 18/11 2008
(Artikel om opførelse af Spillemandsmessen i Videbæk kirke, i anledning af Videbæk Gymnastik- og Ungdomsforenings 100 års jubilæum. Tina medvirkede som messens solist )

Polka i kirken – og glæde i hjertet
”Spillemandsmessen begyndte i den alvorlige ende med et smukt nummer, sunget af Tina Lynderup, hvor hun direkte bad Herren forbarme sig.”

”I et lovsangsnummer var Tina Lynderup helt oppe at røre kirkeloftet med sine vidunderlige toner.”
_ _ _ _ _ _

Dagbladet Ringkøbing-Skjern d. 17/11 2008
(Artikel om opførelse af Spillemandsmessen i Videbæk kirke, i anledning af Videbæk Gymnastik- og Ungdomsforenings 100 års jubilæum. Tina medvirkede som messens solist )

En glad gudstjeneste i Videbæk Kirke
””Det havde jeg ikke prøvet før”, lød det med tilfreds mine fra den rutinerede kirkesanger Tina Lynderup, da de 250 gæster forlod kirken efter den alternative aftenmesse. Nemt var det heller ikke for den 37-årige sangerinde. I forvejen havde hun haft et hårdt program med tre andre sangopgaver i løbet af weekenden. Først julemessen i Videbæk, så en privat optræden og herefter den almindelige gudstjeneste. Sidst på søndagen skulle hun så træde ind i relativt nyt terræn med kirkelige sange til folkemusik. ”Så jeg skulle koncentrere mig meget. Men ind i mellem kunne jeg godt fornemme, at folk nød det. Der er meget mere krop i, end i de salmer, vi almindeligvis synger her i kirken”, forklarede hun. Tina Lynderup kunne sagtens forestille sig at synge til en spillemandsmesse igen. ”Ja da! Jeg må hellere lige spørge spillemændene, om de kan bruge mig en anden gang”, smilede hun.”

”EN UDFORDRING: Kirkesangerinde Tina Lynderup har aldrig tidligere prøvet at synge til folkemusik i kirken – men det lykkedes. Hendes pragtfulde stemme passede glimrende til lejligheden.”
_ _ _ _ _ _